Har du ondt i øjet?

Der er mange ting, der kan forårsage smerter i øjet. Her på siden finder du en oversigt over nogle af de årsager, der kan føre til smerter i øjet. Husk, at hvis du oplever uforklarlige smerter i øjet, bør du altid blive undersøgt af en læge eller øjenlæge.

Hvorfor gør det ondt i øjet?

Smerter i øjet er et tegn på, at noget i øjet ikke er, som det bør være. Der kan være mange grunde til, at smerter i øjet opstår. Nogle årsager er helt ufarlige og andre mere alvorlige. • Fremmedlegeme i øjet • Bygkorn • Virus- eller bakterieinfektion • Forhøjet tryk i øjet • Allergi • Øjenbetændelse • Migræneanfald

Anstrengte og trætte øjne

Der kan være mange årsager til at du oplever smerter eller at du har ondt i øjnene. Gør det eksempelvis ondt når du kigger til siden, er det ikke nødvendigvis alvorligt og kan ofte skyldes at dine øjne er trætte og anstrengte. Bl.a. kan et stort skærmforbrug, hvor du stiller skarpt på nært hold, anstrenge dine øjne, og det kan give gener som tørre øjne, svie i øjnene, hovedpine og spændinger i nakke og skuldre. Det går ofte over af sig selv igen efter kort tid, hvis du giver dine øjne en pause. Oplever du, at dine smerter er vedvarende, bør det blive undersøgt af enten din Nyt Syn optiker eller læge.

Smerter i øjet

er et tegn på, at noget ikke er, som det bør være i øjet.

Smerter i øjet

kan både forårsages af alvorlige og mindre alvorlige årsager.

Smerter i øjet

bør altid tages alvorligt. Ved pludselige og/eller voldsomme smerter bør du kontakte din egen læge eller lægevagten.

Øjenbetændelse kan gøre ondt i øjet

Øjenbetændelse er en irritation i den slimhinde, der sidder på indersiden af øjenlåget og øjet. Betændelsestilstanden opstår, når en virus eller bakterie overføres til øjet. I det tilfælde kan der opstå symptomer som rødme, pusdannelse og tåreflåd. Øjenbetændelsen er i de fleste tilfælde helt ufarligt, men det kan godt forårsage en del ubehag og smerter i øjet og irritation omkring øjnene, eksempelvis ømhed og en sviende fornemmelse i øjet. Oplever du voldsomme symptomer på øjenbetændelse, der forværres, bør du søge læge – også selvom du allerede er i behandling.

Hvordan føles en ridse i øjet?

En rids i øjet kan føles som en ubehagelig stikkende fornemmelse, der kan sammenlignes med følelsen af at have grus i øjnene. Øjet kan også blive rødt og irriteret, og man kan opleve øget tåreflåd. Er ridsen i hornhinden meget dyb kan den ligefrem føles smertefuld.

Forhøjet tryk i øjet kan give smerter

Vores øjne er opbygget på en måde, hvor et konstant væsketryk opretholder øjets form og funktion. Væsketrykket i øjet kan variere fra person til person, men oftest er væsketrykket det samme på begge øjne hos hver enkelt af os. Bliver trykket i øjet for højt, kan synsnerven tage skade og forårsage nedsat syn, hvilket kaldes grøn stær.

Ved akut forhøjet tryk i øjet (også kaldet akut grøn stær) kan man opleve at få ondt i øjet, føle tryk bag øjet eller smerter bag øjet Synssløringer, kraftig hovedpine og opkastninger kan også være tegn på akut forhøjet tryk i øjet. Oplever du smerter bag øjet, trykken bag øjet eller nogle af de andre symptomer på akut forhøjet tryk, er det derfor vigtigt at søge lægehjælp hurtigst muligt, så trykket kan aflastes for at forhindre et blivende nedsat syn.

Tegn på forhøjet tryk kan opleves som tryk bag øjet eller smerter bag øjet, men det er ikke alle, der oplever gener eller smerter forbundet med forhøjet tryk i øjet. Årsagen til akut forhøjet tryk i øjet kan eksempelvis være en blødning eller ophobet væske, der øger øjenhulens fylde.

Hvordan føles for højt tryk i øjet?
Ved gradvist opstået for højt tryk i øjet (også kaldet kronisk eller aldersrelateret grøn stær), kan øjets synsnerve tage skade, så man gradvist oplever sløring af synet og synstab. Det er sjældent, at der opleves smerter eller ondt i øjet ved gradvist forhøjet tryk i øjet, og det kan udvikle sig over flere år, uden at man nødvendigvis bemærker det. Årsagen til gradvist opstået for højt tryk i øjet kan være aldersrelateret eller arvelig. Har du forældre eller bedsteforældre med grøn stær, bør du derfor gå til årlige kontroller fra ca. 40-års alderen. Kontakt en øjenlæge og hør mere om dine muligheder.

Forhøjet væsketryk i øjet giver ikke nødvendigvis smerter i øjet eller udfordringer i sig selv. Man kan sagtens have et væsketryk over normalen uden hverken at opleve tryk bag øjet, smerter, synsnedsættelse eller andre gener. Et for højt væsketryk i øjet kan dog give særlig risiko for at udvikle grøn stær, og derfor bør man regelmæssigt få tjekket synet, hvis øjets væsketryk ligger over normalen, da det kan udvikle sig til en øjensygdom, der kan give synsnedsættelser.

Hvorfor har man ondt i øjnene, når man er syg?

Når man er syg, kan man opleve ondt i øjnene af forskellige årsager. Tilstopning eller betændelse i bihulerne ved forkølelse kan give smerter i og omkring øjnene. Når man er syg, kan man desuden have en tendens til dehydrering, og det kan medføre tørre øjne, som kan føles generende. Det er derfor en god idé at drikke rigeligt vand, når du er syg - og helst 2 liter om dagen.

Lad os holde øje med dit syn

Vi anbefaler, at du får en grundig synsprøve med sundhedstjek regelmæssigt ca. hvert andet år. Når vi udfører en grundig synsprøve, tjekker vi dine øjnes sundhed og henviser dig videre til en øjenlæge, hvis der er tegn på øjensygdomme. Med et regelmæssigt synstjek kan du sikre dig, at dine øjne er sunde, og hvis der skulle opstå tegn på sygdomme, kan du få hjælp og behandling tidligt i forløbet, så risikoen for synsforstyrrelser mindskes.

Smerter i øjet kan forårsages af allergi

Det er almindeligt, at allergi kan mærkes i øjnene med symptomer som eksempelvis røde og hævede øjne. Nogle oplever også rindende øjne og en fornemmelse af, at øjnene klør eller svider. Nogle allergikere oplever, at allergien kan forårsage en følelse af, at have fået noget i øjet, men oftest skyldes denne fornemmelse øjenirritationen, og den generende fornemmelse vil forsvinde, når allergiudbruddet dæmpes. Uanset om du oplever pollenallergi, støvallergi eller andre former for allergi, så kan du opleve, at du får ondt i øjnene, når du har allergi. Allergi kan også medføre øjenbetændelse, da blodkarrene i bindehinden kan blive overbelastet og dermed føre til rødme og svien i øjet. Har du mistanke om, at symptomerne du oplever, kan skyldes allergi, bør du altid kontakte din læge, som kan undersøge, om du har allergi, og hvad du er overfølsom overfor.

Fremmedlegeme i øjet

Hvis du pludselig oplever smerter i øjet, kan det skyldes, at du har fået et fremmedlegeme i øjet. Det kan eksempelvis være et sandkorn, støv eller et insekt. Det kan være ubehageligt, give lette smerter i øjet og ondt i øjenlåget. Mange kender fornemmelsen af, at ”have noget i øjet”, men oftest er det ufarligt, da disse typer fremmedlegemer som regel sidder overfladisk på øjet. Ofte vil øjet også begynde at løbe i vand, og man vil føle et behov for at blinke meget. Alt efter hvor fremmedlegemet er placeret i øjet, kan du også opleve ondt i øjet, når du blinker. 

Smerterne forbundet med et fremmedlegeme i øjet kan være intense og give synsforstyrrelser, der oftest forsvinder, når fremmedleget er blevet fjernet. I nogle tilfælde kan fremmedleget medføre en rift på hornhinden, og i de tilfælde vil ubehaget forsvinder, når læsionen på hornhinden er helet op. Der kan opstå blødninger i øjet, hvis et fremmedlegeme har forårsaget skader på øjet. I de fleste tilfælde kræves der dog ikke behandling, da blødningen ofte forsvinder af sig selv. 

Har fremmedlegemet forårsaget en rift på hornhinden, kan der opstå en betændelsestilstand i øjet, da bakterier og vira i det tilfælde nemt kan blive overført til øjet. Opstår der en betændelsestilstand i øjet, kan det afhjælpe gener at skylle øjet med saltvand eller at få en behandling med øjendråber efter aftale med din læge.

Alvoren og smerten, der følger med at få et fremmedlegeme i øjet, afhænger af, hvad man har fået i øjet. Et støvpartikler eller et sandkorn i øjet kan forårsagde irritation i øjet, men et fremmedlegeme er mere alvorligt i de tilfælde, hvor svejsepartikler eller metal rammer øjet. De kan nemlig trænge dybt ind i hornhinden eller bindehinden og gøre skade på øjet, hvilket kan give blivende synsforstyrrelser. Har du mistanke om, at et fremmedlegeme har gjort skade på dit øje, bør du altid kontakte en læge hurtigst muligt.

Smerter i øjet kan skyldes et bygkorn

Et bygkorn er en betændelsestilstand i kirtlerne omkring øjenlågene, hvis en hårsæk, tåre- eller fedtkirtel tilstoppes. Når fedt, tårer og eventuelt bakterier ikke kan trænge ud af kirtlen, opstår der betændelse. Bygkorn kan opstå i både den ydre og indre del af øjenlåget. Ydre bygkorn bliver tit synlige som en lille knude ved øjet. Et indre bygkorn kan være sværere at se, men kan forårsage, at du oplever ondt i øjenlåget, hvis betændelsesknuden trykker imod øjet. Bliver knuden stor, kan man opleve store smerter i øjet, og i nogle tilfælde kan knudens pres på hornhinden give nedsat syn. Oplever du synsproblemer forårsaget af bygkornet, bør du kontakte egen læge eller eventuelt øjenlæge.

Virus- eller bakterieinfektioner

En infektion i øjet forårsaget af virus eller bakterier kaldes også øjenbetændelse. Symptomer på en infektion kan være rødme og pusdannelse, og man vil ofte også opleve, at det svier i øjet eller andre former for ubehag eller lettere smerter i øjet.

Ondt bag øjet


Oplever du en følelse af at have ondt bagved dit øje, kan det skyldes bihulebetændelse og forkølelse. Smerten kan opleves som trykkende, og smerten forværres, når du eksempelvis bøjer dig forover. Smerten forsvinder af sig selv i takt med at forkølelsen går i sig selv.

Ondt bag øjet kan også opstå af en betændelsestilstand i den hvide del af øjet. Oplever du pludselige smerter i eller bag øjet, bør du derfor altid blive tilset af en læge.

Migræne

I sammenhæng med migræneanfald, klyngehovedpine og andre former for voldsomme hovedsmerter, kan der opstå en følelse af at have ondt omkring øjet og bagved et eller begge øjne. At opleve tryk i øjet kan også være symptomer på et begyndende migræneanfald. At have smerter i øjnene i forbindelse med hovedpineanfald har ikke nødvendigvis noget direkte med dine øjnes sundhed at gøre, men ikke desto mindre bør smerter ved øjnene altid tages alvorligt. Oplever du øjensmerter i forbindelse med hovedpineanfald bør du derfor kontakte egen læge eller eventuelt øjenlæge.

Søg læge ved voldsomme smerter

Har du voldsomme smerter i øjet bør du altid kontakte egen læge eller øjenlæge. Oplever du pludseligt opståede smerter i eller omkring øjet, bør du kontakte egen læge eller alternativt ringe til lægevagten udenfor egen læges åbningstid, så årsagen til smerterne kan blive undersøgt.