Bygkorn

Hvad er bygkorn?

Bygkorn er en infektionstilstand i kirtlerne omkring øjenlågene, der opstår, fordi en hårsæk, tåre- eller fedtkirtel tilstoppes, så fedt eller tårer ikke kan forlade den. Derfor kan bakterierne heller ikke komme væk, og der opstår en betændelse. Hvis infektionen findes i den ydre del af øjenlåget, er det fordi, en hårsæk eller tårekirtel er blevet inficeret. Det kaldes også for et ydre bygkorn. Oplever man et bygkorn på indersiden af øjenlåget, skyldes det en tilstoppet fedtkirtel. I disse tilfælde kalder man det for et indre bygkorn.

Alle kan blive ramt

Bygkorn er normale og kan ramme alle uanset alder og sundhedstilstand. I de fleste tilfælde er de helt ufarlige, men hvis du oplever synsproblemer som resultat af bygkornet, bør du søge læge.

Symptomer på bygkorn

Ydre bygkorn bliver tit synlige. Indre bygkorn kan være sværere at se, men giver smerter i øjenlåget. Bliver knuden stor, kan det presse på hornhinden og give nedsat syn. Hvis du oplever nedsat syn, skal du få det kontrolleret med det samme.

Behandling af bygkorn

Normalt er bygkorn ikke generende og kræver derfor ingen behandling med fx antibiotika, men vil gå over af sig selv i løbet af et par uger. Ofte kan bygkornet briste spontant, og betændelsen vil forlade knuden. Hvis et bygkorn er generende, kan man behandle det med lokal antibiotika, let massage eller noget varmt på området.

I sjældnere tilfælde kan bygkorn udvikle sig til en længerevarende tilstand, hvor der udvikles knudelignende dannelser omkring fedtkirtlerne. Det kaldes også for haglkorn. Det skyldes ikke en fortsat infektion, men at immunforsvaret angriber den syge fedtkirtel. I disse tilfælde kan det kræve en operation.

  1. 1 Der er to slags bygkorn

    Hvis bygkorn opstår i hårsække eller i tårekirtlerne, dannes et bygkorn på ydersiden af øjenlåget. Hvis det opstår i fedtkirtel, er det på indersiden.

  2. 2 Bygkorn rammer alle

    Uanset din alder eller generelle sundhedstilstand, kan du blive ramt af bygkorn.

  3. 3 Bygkorn er ikke synstruende

    Normalt går bygkorn over af sig selv i løbet af et par uger, evt. efter behandling med antibiotika.

  4. 4 Bygkorn og haglkorn

    Bygkorn og haglkorn er ikke det samme. Bygkorn er infektion, og haglkorn opstår, når kroppen forsøger at bekæmpe infektionen.