Hvad er AMD/øjenforkalkning?
Aldersrelateret Makula Degeneration (AMD) er betegnelsen for den øjensygdom, som man tidligere kaldte øjenforkalkning. Med øjenforkalkning er der dog ikke tale om forkalkede blodkar – som det kan forekomme i f.eks. ben, hjerte og hjerne. AMD er derimod en sygdom i nethindens såkaldte ”skarpsynscentrum” også kaldet ”den gule plet” eller ”Makula”. Sygdommen påvirker derfor det centrale syn, som er der, hvor vi opfatter fine detaljer, farver og ser verden tredimensionelt.
Sygdommen er en aldersrelateret tilstand, der typisk udvikles på begge øjne, men ikke nødvendigvis på samme tid. Den ses ofte fra 55-års alderen og frem – og hyppigheden stiger med alderen. Sygdommen er arvelig, og derudover disponerer dårlig kost, tobak, overvægt og type 2 diabetes ofte til AMD. AMD er i dag den hyppigste årsag til læseblindhed i udviklede lande og bliver i stigende grad også en udfordring i udviklingslandene i takt med, at levealderen stiger, og man tilpasser sig vestlig livsstil.
4 tegn på AMD
Normalt syn
Syn med AMD/Øjenforkalkning
AMD er aldersrelateret
To former for AMD - tør AMD eller våd AMD
Der findes to forskellige typer af AMD – den tørre og den våde form. Den tørre form for AMD er den mest almindelige tilstand, der påvirker vores evner til at se alle detaljer, når vi f.eks. læser, ser fjernsyn eller kører bil.
Tør AMD
I de tidlige stadier af tør AMD kan man være helt symptomfri – og faktisk oplever flere, at de går rundt med sygdommen i flere år, før den bliver opdaget. I nogle tilfælde kan lysfølsomhed være et symptom på begyndende sygdom i nethinden.
Senere kan der opstå vanskeligheder med at se detaljer og f.eks. læse, og genkende folk man møder på gaden, fordi ”den gule plet” i øjet dækker for detaljerne. I visse tilfælde kan synet blive så beskadiget, at man ikke længere må køre bil, og man får brug for ekstraordinære optiske hjælpemidler for at kunne læse. Den tørre AMD udvikler sig langsomt og gradvist over mange år, så det er langt fra alle, der mister hele centralsynet.
Man kan ikke helbrede tør AMD, men i visse tilfælde kan man forsinke udviklingen – f.eks. med nogle udvalgte ernæringsmæssige kosttilskud. Briller med ZEISS DriveSafe-brilleglas kan desuden dæmpe ubehaget ved lysfølsomhed i trafikken, når det er mørkt.
Våd AMD
Den våde form for AMD skyldes utætheder og nydannede blodkar under eller i nethinden og viser sig i form af sløret syn og skævvridning af synsbilledet. Den udvikler sig oftest hos personer, der allerede har haft tør AMD. Sygdommen kommer typisk som en markant tilbagegang i dit centrale syn og oftest på det ene øje. Hvis du tidligere har haft tør AMD og pludseligt oplever, at dit syn bliver sløret og uklart, bør du hurtigst muligt kontakte din optiker eller øjenlæge.
Der findes flere forskellige behandlingsmuligheder, der kan standse udviklingen af den våde form for AMD. Nogle typer kan behandles med laser, og andre kan behandles med indsprøjtninger direkte i øjets indre, så væksten af de nye utætte blodkar hæmmes.
Faktorer der kan forårsage AMD:
- Genetik
- Der findes bestemte gener og genmutationer, der øger risikoen for AMD betydeligt.
- Familiehistorik
- Risikoen for AMD stiger med op til 50%, hvis man har et eller flere familiemedlemmer, der har eller har haft denne øjensygdom.
- Druser
- Disse findes typisk mellem nervetrådene eller i synsnervehovedet i øjet og kan være årsagen til fremskridende synstab – også ved AMD. Druser medfører synstab i forbindelse med at kalk med alderen aflejres på dem. De kan dog være tilstede uden at medføre synstab.
- Stargardt sygdom
- En arvelig degenerativ øjensygdom der opstår i nethinden. Denne øjensygdom indebærer nogle genmutationer, der sandsynligvis øger risikoen for at udvikle AMD.
- Rygning
- Tobaksrygning forøger risikoen for AMD betydeligt. Dette skyldes sandsynligvis rygningens nedbrydende eller skadelige effekt på nethinden.
- Højt blodtryk
- Nogle forskere mener, at der er en sammenhæng mellem højt blodtryk og AMD.
- Overvægt, fedt og kolesterol
- Man mener at overvægt (en usund kropsvægt), et højt kolesteroltal samt et højt indtag af fedt i kosten, er 3 nært beslægtede faktorer, der kan forhøje risikoen for AMD.
- Eksponering for sollys
- Nogle undersøgelser peger på, at eksponering for sollys – særligt blåt lys – kan bidrage til udvikling af AMD. Derfor anbefales det altid at begrænse eksponeringen for sollys ved f.eks. at bære solbriller.
Kan man forebygge AMD?
Du kan faktisk selv gøre en indsats for at beskytte dit syn imod AMD. Ved at spise en varieret kost, der f.eks. indeholder grønkål, grønne ærter og broccoli, kan du udsætte eller hæmme udviklingen af AMD. Hvis der er AMD i din familie, eller hvis du allerede er ramt af AMD på det ene øje, kan din øjenlæge anbefale dig kosttilskud, der er specielt effektive til nethinden. Derudover bør du altid bruge kvalitetssolbriller, så du undgår, at de skadelige UV-stråler forårsager mere skade og naturligvis reagere, hvis du pludselig oplever ændringer i dit syn.
Forebyg AMD med kosttilskud
-
1 Dit centrale syn påvirkes
AMD er en forkortelse for Aldersrelateret makuladegeneration - og er en øjensygdom, der påvirker det centrale syn.
-
2 Sygdommen skyldes høj alder
Sygdommen blev tidligere kaldt “aldersforkalkning”, men har ikke noget med kalk at gøre. Den skyldes derimod slid på nethinden på grund af alder.
-
3 Tør AMD
Cirka 80 procent af tilfældene med AMD er den såkaldt tørre type, hvor nethindens celler går til grunde. Sygdommen kan komme snigende over en lang årrække.
-
4 Våd AMD
Den våde form for AMD udvikler sig oftest hos personer, der allerede har tør AMD - og opleves som en pludselig markant tilbagegang i synet.